H.C. Andersen

Jeg anstrenger mig for at forstå, at tæer ikke er små mennesker. Især lilletåen virker så menneskelig med sit lille, lille væsen. Og storetåen, der er så grov og brovtende, fylder så meget i en forsamling af tæer. Og hvad med hele holdet ind imellem, som den lange, der er længere end storetåen, men åh, så slank, og disse anonyme mellemstørrelser imellem lille og stor, ligesom mig? Og disse negle på disse tæer, nik nak, er de mon små, tænkende hoveder, og er så neglesaksen en guillotine? Nik nak. Nej, negle på tæer er små negle. De kan gro ind i huden, hvis du ikke passer på. Små hoveder kan ikke gro ind i huden. Huden gror ud over dit hoved, og til sidst er dit hoved én stor mave. Så husk at spise sundt og tænk ikke på, hvorvidt tæer er små mennesker eller ej. De er ikke små Tommelider, det er ikke dem, der går, det er fødderne, der går. Tæerne er navigationsinstrumenter. Mine tæer er ikke små Tommelider, lige meget, hvor sjove og legesyge de er, hvor meget de end ter sig, er de dog tæer.

Tegning

Sådan. Min hånd. Det var det første, jeg så. Det første jeg kom i tanke om, da jeg så på papiret. Dernæst kom jeg i tanke om en rød kuglepen, jeg holdt i min hånd, og en negl på en tommeltot, der svagt pressede sig op mod den, så pegefingeren (den djævel), som ovenfra mødte den negl, som pressede sig svagt mod kuglepennen. Og resten af hånden med dens fingre og ryg og hule hånd, som rummer et ur, der fortæller, hvorhen denne historie skal gå. Det er den tegning.

Den koldeste årstid/Kælkebakke

Brrrr Brrrrrrr Brrrrrrrrrr Brrrrrrrrrrrrrr Brrrrrrrrrrrrrrrrr Brrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrr Brrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrr

Tygge drøv

En hest lægger sig ned og prøver at tygge drøv. Den er ikke en ko, men den er ikke sikker. Jeg prøver på at finde Gud i disse ord, men er heller ikke sikker. Og nogle gange tænker jeg på, om jeg mon er en ko. Men jeg kan ikke tygge drøv. Men jeg kan ikke løbe på fire klove ude på marken (Er jeg heller ikke en hest?) Jeg har ikke mange patter, der drypper med mælk. Jeg kan ikke kælve. Jeg er heller ikke en hest. Men. Jeg lægger mig ned på en grøn eng og prøver på at tygge drøv, og rejser mig op og prøver at løbe på fire klove med dinglende patter, der skal kælve og drypper af mælk, som var jeg en ko, der ikke var helt sikker på, om den mon var en ko eller en hest eller noget. Hvis man spiser sit eget bræk, så tygger man drøv.

Franz Kafka: Aforisme

Erkendelse har vi. Den, der kæmper særligt hårdt for den, er under mistanke for at kæmpe imod den.

2007

Mærkedage