På sporet af den tabte tid, Marcel Proust: "Combray."

I lang tid gik jeg tidligt i seng. Undertiden faldt mine øjne i næsten før jeg havde pustet lyset ud og kunne nå at tænke: "Nu falder jeg i søvn." Og en halv time senere vågnede jeg ved tanken om at det vist var på tide at prøve at falde i søvn. Jeg ville lægge bogen, som jeg troede jeg stadig holdt i hånden, fra mig og puste lyset ud. Mens jeg sov, havde jeg hele tiden tænkt over det jeg lige havde læst, men disse tanker havde taget en lidt ejendommelig vending; jeg følte det som om jeg selv var indholdet i bogen.