Albert Camus: L'étranger

Aujourd'hui, maman est morte. Ou peut-être hier, je ne sais pas. J'ai recu un télégramme de l'asile: "Mère décédée. Enterrement demain. Sentiments distingués." Cela ne veut rien dire. C'était peut'être hier.

1. Herkomst

København lå hen i en døs af varm maj måned. Det var det nye årtusinde, og jeg var halvdød af sorg. Klokken var ni om aftenen. Jeg havde ikke været udenfor en dør og besluttede mig for at tage ud. Hvorfor ikke stile efter nogle gin og tonics? Jeg forlod mit klubværelse og tog en veninde med for ikke at være helt alene. Noget skulle jeg lave, så det blev den dag, jeg mødte Danny, og ved tilfældighedernes spil (bilder jeg mig ind) den dag, som bestemte, at jeg senere ville møde Tom, hans far, som skulle fortælle mig mere om Raymond Pitsburg. Den helt aldeles og vidunderlige Raymond. Ham, som var i en anden virkelighed, i Amerika, i fiktionen. Der ville jeg hen. Også selvom, jeg ikke vidste noget om det på det tidspunkt.

Johannes V. Jensen: "Den lange Rejse." - Blodet taler

Men den store hvide Stjerne der vandrer rastløs omkring paa Himlen, medens alle andre Stjerner er kommen i Hvile og tindrer paa et Sted, Stjernen der ikke funkler men hænger rolig og haard som en drengs Taarer, det er Orm der døde for tidligt. Hvor han lyser i sin Bleghed, mens han forfølger sin Bane, der blev afbrudt før han havde levet, hvor han gaar evigt om Jorden med sit fine og trodsige Hjerte! Og snart som Aften- snart som Morgenstjerne lyser den lille Pige der blev dræbt ved sin Moders Bryst, hvid og fortænkt som en Barnesjæl, der pusler ene og leger saa godt med sig selv paa uendelige Veje.

Ikke engang halvvejs

Jeg er kontrær. Jeg er mere. Jeg er et hav i oprør. Jeg er en sø. Som er større end et hav. Jeg er større. (Men solen dykker stille ned.) (Og langt ude på havet.) (Bliver alting til en sø.) Jeg er en bog. Jeg er den. Du læser. Mig. som en åben bog. Jeg er ikke mere. Den jeg var.

Ne me quitte pas

Her er dagen - endnu en gang - efter en nats søvn - med håbet om at være til - imens du sover - lægger jeg et tæppe hen over dig - som dine længsler er flydt ud - over - din ryg er et hav af vin - for alt i verden - forlad mig ikke - forlad mig ikke - forlad mig ikke.

Februar

Dage - som genkalder de andre dage - koldere - og så varmere - blegner systemet - mod tilfældighed - og dage går - imod de andre dage - hælder mod lys - lys hælder mod - i en enkelt person.

Pata

Pata, alfa, beta, gamma, delta. Jarry går sig en mærkelig tur på en cykel. Den skinner stolt og overhaler en høne på fjerede ben, tynde, tynde, sorte eger af hjul, der drejer rundt som et ur. Det undrer mig, at det er en cykel, når det er et ur. Patafysikamente laver han sol i sit eget værk og glemmer aldrig den fjerde gang, han gjorde det samme. Fjere gang er hønsens gang, som de klukkede, som de dog klukkede af lutter bar lyst, og melanchton - han tav bare stille og ville bare tie, da andre ville være stille i munden på hinanden, er det ofte, når man har at gøre med pata.

Santa Maria

Første etape Nu, hvor jeg falder ned i en afgrund, beder jeg endelig til Gud. Det bliver til en bøn om endelighed og ikke dette bundløse fald. Nu, hvor skibet sejler nedad det enorme vandfald, som vi har døbt "uendelighed", og som de allesammen advarede mig om. Ja, de var så sikre i deres sag, men jeg talte om Indien og omveje. Havde der blot været tvivl i deres stemmer. Havde de blot givet mig nogle bedre mænd, og ikke disse sølle stakler, så var jeg måske kommet til fornuft. Men jeg blev trodsig. Jeg skulle vise dem - At behandle mig sådan. Det kom der ikke noget ud af. Så nu falder vi bare dernedad. Alle mand og mus - og et skib, som hedder Maria.