EN KORT HISTORIE

Joe og Mary Rice var to rigtige gamle gubber. Mary var køn og rund, sådan som gamle koner er det, når de har levet langt og godt uden at bekymre sig for meget. Joe, derimod, havde tænkt meget over livet og døden, og det kunne man se på hans ansigt, men han så nu stadigvæk sød ud. For ti år siden havde han været overbevist om, at han var døende. Han havde egentlig ikke været syg, men bare fået den idé, at hans tid var ved at være omme. Han havde heller ikke været ulykkelig, men bare bange. Derfor havde han samlet alle de vigtigste fotografier, han overhovedet kunne støve op fra sit liv sammen med Mary. Dem havde han sat op på nogle store kartonplader og plastret sammen til collager, som han hængte op i kælderen. De var sat op i et system, der ikke var let at gennemskue. Bryllupper og begravelser fra 80erne var blandet sammen med de selv samme fester fra 20erne og 50erne. Det var et stort rod, men det var hans levende mausoleum – et mausoleum over en stadigt levende mand, som for længst havde overvundet sin midlertidige dødsangst. Det lå nu år tilbage og var vand over åen. Joe havde jo bare levet videre og videre, som om årene ikke rigtigt satte sig på ham. Han var nu ved at indstille sig på et liv udi al evighed. Hans kone Mary lavede også en lækker Bolognesesovs med små runde kødboller til. Sådan levede de to gamle i deres sidste år, og en dag døde Mary, men Joe døde ikke sådan lige. Der gik et par år, hvor Joe gik og ventede. Han var ikke bange længere, ikke mere, men der skete alligevel ikke noget. Så tog han en rask beslutning en dag, gik ud i udhuset og fandt sit ladte gevær. I sekundet, før han skød sig selv, fik han pludselig erektion. Det havde han ikke haft i årtier, så han tænkte på at gøre sig færdig, men nåede det ikke. Senere pillede børnebørnene collagerne fra hinanden og blev irriterede over, hvordan billederne var klistret sammen.