onsdag den 24. september 2008
CAMUS KØRTE IND I ET TRÆ
Forfatteren Camus kørte ind i et vejtræ og døde.
Senere læste jeg hans bog.
Bogens sider var lasede.
Som om nogen var kørt ind i et træ.
Og nogen havde lavet en bog.
Af det træ, som bogens papir var lavet af, som slog ham ihjel.
Alle ordene stod med sort sværte, halvt tværet ud.
Som om forfatteren bare var kørt videre og ladt som ingenting.
Men måske havde han andre ting at tænke på.
End det træ og den gamle lasede bog.
mandag den 1. september 2008
BILEN ER MED
Sådan her er planen: Vi tager båden til Swinouzche, og jeg er både smuk og grim. Vi vågner med salte tunger og pakker, og du spidser din mund. Vi kører til Leba. Vi spiser frokost og kysser, mens sandet forsvinder. Senere kysser du mig i Krakow. Du kysser mig i Auschwitz, du kysser mig på Ulveskansen, mens myggene stikker, og de bærer Hitlers blod, kysser du mig, mens jeg kradser og sukker og fnyser. Du kysser mig alligevel, du kysser mig i båden, du kysser mig på søens bund.
Vi er på ferie. Vi kører og ruller af sted, og de lange alleer – de bugter sig omkring. Du kysser mig også i Warszawa. Du bygger en by op for mig. Du tager mig langt og længe. Du bygger mig op. Du bærer din byrde og kysser mig igen. Du kysser mig i Torun, du kysser mig på Wisla, du kysser mig på vejen, du kysser mig på munden, du kysser mig ganske let med tungen.
Abonner på:
Opslag (Atom)