mandag den 1. september 2008
BILEN ER MED
Sådan her er planen: Vi tager båden til Swinouzche, og jeg er både smuk og grim. Vi vågner med salte tunger og pakker, og du spidser din mund. Vi kører til Leba. Vi spiser frokost og kysser, mens sandet forsvinder. Senere kysser du mig i Krakow. Du kysser mig i Auschwitz, du kysser mig på Ulveskansen, mens myggene stikker, og de bærer Hitlers blod, kysser du mig, mens jeg kradser og sukker og fnyser. Du kysser mig alligevel, du kysser mig i båden, du kysser mig på søens bund.
Vi er på ferie. Vi kører og ruller af sted, og de lange alleer – de bugter sig omkring. Du kysser mig også i Warszawa. Du bygger en by op for mig. Du tager mig langt og længe. Du bygger mig op. Du bærer din byrde og kysser mig igen. Du kysser mig i Torun, du kysser mig på Wisla, du kysser mig på vejen, du kysser mig på munden, du kysser mig ganske let med tungen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar