SKIDTFISK

Min sjæl er sort som beskidt og rød som det dybeste rav, der drypper, blåt, som når du lægger mig ned i et hav og brøler efter mere, gør det ondt. Jeg er glad som depression, der løber hen over en mark og snubler og griner fortrængt af sin egen skygge og ensomhed, der løber ned af benet og det fortabte i at være helt fortabt, sådan håbløs som det tomme kors og uden håb, som et sunket skib, som en fisk, der går på land ikke kan svømme, en havfrue, der har glemt sin historie, halen, der halter bagefter, gællerne, som trækker vejret, prinsen, som ikke vil se, hende, som drømmer om noget helt forrykt, noget andet, end det hun burde Jeg er våd og dejlig, jeg er en engel med øjne på stilke og sjælen på pæle, nok engang, smuk og svømmende kærlig og godmodig, pillet ned til sidste vers og uden røv og drømme, uden den kære medicin, alt forladt til Møns klint, hvis det blæser, blæser jeg derned, som et blad flyver jeg frit, svajer fra højre til venstre, falder så blødt ned på en sten og sætter mig ned, men om natten bor jeg inde i stenen. Havets luner er som ondskab, det er ikke svært at være grim.