Forsinkede anmeldelser på min nye blog

www.mariemalthe.blogspot.com

huse

tillykke til de tre små grise, de fik has på den ulv, så spiste han mursten for fanden, få dem alle sammen til at spise mursten, gør det bare for at gøre nogen glad, spis flæsk, spis steg, spis små søde grissebasselamseben og pølser til på stænger og knogler, spis hamburgerryg, medisterpølse, byg et helt hus af bacon, dejlige hjerter som små mursten, der ikke kan stå for et enkelt lille ben, som det der ligger der imellem, og så bliver du den ulv, og så spiser du mursten og tygger, mens du leger, det er gris, det er dine tænder, der falder ud, en for en

huse

så ligger der et par støvler i entreen, de ligger bare der og flyder, der ligger en kat, den er sulten, den skriger, den vil ikke spise, der ligger små piller på gulvet, en dør står åben, en have har ikke lukket døren, en dør er ikke blevet lukket, en kat går igennem, den pibler ind og ud, den spiser ikke, som om

SKIDTFISK

Min sjæl er sort som beskidt og rød som det dybeste rav, der drypper, blåt, som når du lægger mig ned i et hav og brøler efter mere, gør det ondt. Jeg er glad som depression, der løber hen over en mark og snubler og griner fortrængt af sin egen skygge og ensomhed, der løber ned af benet og det fortabte i at være helt fortabt, sådan håbløs som det tomme kors og uden håb, som et sunket skib, som en fisk, der går på land ikke kan svømme, en havfrue, der har glemt sin historie, halen, der halter bagefter, gællerne, som trækker vejret, prinsen, som ikke vil se, hende, som drømmer om noget helt forrykt, noget andet, end det hun burde Jeg er våd og dejlig, jeg er en engel med øjne på stilke og sjælen på pæle, nok engang, smuk og svømmende kærlig og godmodig, pillet ned til sidste vers og uden røv og drømme, uden den kære medicin, alt forladt til Møns klint, hvis det blæser, blæser jeg derned, som et blad flyver jeg frit, svajer fra højre til venstre, falder så blødt ned på en sten og sætter mig ned, men om natten bor jeg inde i stenen. Havets luner er som ondskab, det er ikke svært at være grim.

CAMUS KØRTE IND I ET TRÆ

Forfatteren Camus kørte ind i et vejtræ og døde. Senere læste jeg hans bog. Bogens sider var lasede. Som om nogen var kørt ind i et træ. Og nogen havde lavet en bog. Af det træ, som bogens papir var lavet af, som slog ham ihjel. Alle ordene stod med sort sværte, halvt tværet ud. Som om forfatteren bare var kørt videre og ladt som ingenting. Men måske havde han andre ting at tænke på. End det træ og den gamle lasede bog.

BILEN ER MED

Sådan her er planen: Vi tager båden til Swinouzche, og jeg er både smuk og grim. Vi vågner med salte tunger og pakker, og du spidser din mund. Vi kører til Leba. Vi spiser frokost og kysser, mens sandet forsvinder. Senere kysser du mig i Krakow. Du kysser mig i Auschwitz, du kysser mig på Ulveskansen, mens myggene stikker, og de bærer Hitlers blod, kysser du mig, mens jeg kradser og sukker og fnyser. Du kysser mig alligevel, du kysser mig i båden, du kysser mig på søens bund. Vi er på ferie. Vi kører og ruller af sted, og de lange alleer – de bugter sig omkring. Du kysser mig også i Warszawa. Du bygger en by op for mig. Du tager mig langt og længe. Du bygger mig op. Du bærer din byrde og kysser mig igen. Du kysser mig i Torun, du kysser mig på Wisla, du kysser mig på vejen, du kysser mig på munden, du kysser mig ganske let med tungen.

En kunstner behøver ikke direkte at udtrykke sin tanke i sit værk, for at værket skal afspejle dens væsen; man har enddog kunnet sige, at den højeste lovsang til Gud er den, at atheisten fornægter ham, idet han finder det skabte fuldkomment nok til at kunne undvære en skaber.

SKRIV DIT NAVN I SANDET

LOVECHILD

To hunde leger på en strand. De ruller rundt i græsset. Den ene har taget den andens pind. Pinden er godt afgnavet og sad oprindeligt på et træ. Et ungt par rydder op i deres lejlighed. De tager en pause og koger vand til en kop kaffe. I entreen står der kasser fyldt med bøger. En mand vågner op. Han er intelligent. Han går ud og børster tænder. Meget grundigt. Og han siger for resten ikke noget. Hundrede mennesker danser til musikken fra min søsters lejr. Det brager ud af højtalerne på Roskilde. En pige på sytten spiller luftguitar. I et hus langt ude på landet skyller regnen ned på taget. En kvinde er bekymret for, om taget er utæt. Hun smører sig en mad og venter. Nogen har lavet et anagram og lagt det på bordet i et sommerhus. En familie lejer sig ind og kan ikke løse gåden. Den ældste søn ligger vågen om natten og spekulerer. Højt oppe over træernes toppe flyver en fugl, der har lagt æg. Æggene ligger og venter i reden i træet i naboens have. Fuglen flyver højere og højere op, og til sidst er den væk.

OM AT LIGGE UNDER ET TRÆ

I dag er du så stille. Vågn op og bliv et træ, du ligger der som en dør! Og skoven er så stille Den dybe, stille ro får bladene til langsomt at falde op mod himlen. Du siger, der er en mand på dit arbejde, som ligner Jesus. Han siger, at et barns fod er så blødt som et dun på en skudt vinge.

EN KORT HISTORIE

Joe og Mary Rice var to rigtige gamle gubber. Mary var køn og rund, sådan som gamle koner er det, når de har levet langt og godt uden at bekymre sig for meget. Joe, derimod, havde tænkt meget over livet og døden, og det kunne man se på hans ansigt, men han så nu stadigvæk sød ud. For ti år siden havde han været overbevist om, at han var døende. Han havde egentlig ikke været syg, men bare fået den idé, at hans tid var ved at være omme. Han havde heller ikke været ulykkelig, men bare bange. Derfor havde han samlet alle de vigtigste fotografier, han overhovedet kunne støve op fra sit liv sammen med Mary. Dem havde han sat op på nogle store kartonplader og plastret sammen til collager, som han hængte op i kælderen. De var sat op i et system, der ikke var let at gennemskue. Bryllupper og begravelser fra 80erne var blandet sammen med de selv samme fester fra 20erne og 50erne. Det var et stort rod, men det var hans levende mausoleum – et mausoleum over en stadigt levende mand, som for længst havde overvundet sin midlertidige dødsangst. Det lå nu år tilbage og var vand over åen. Joe havde jo bare levet videre og videre, som om årene ikke rigtigt satte sig på ham. Han var nu ved at indstille sig på et liv udi al evighed. Hans kone Mary lavede også en lækker Bolognesesovs med små runde kødboller til. Sådan levede de to gamle i deres sidste år, og en dag døde Mary, men Joe døde ikke sådan lige. Der gik et par år, hvor Joe gik og ventede. Han var ikke bange længere, ikke mere, men der skete alligevel ikke noget. Så tog han en rask beslutning en dag, gik ud i udhuset og fandt sit ladte gevær. I sekundet, før han skød sig selv, fik han pludselig erektion. Det havde han ikke haft i årtier, så han tænkte på at gøre sig færdig, men nåede det ikke. Senere pillede børnebørnene collagerne fra hinanden og blev irriterede over, hvordan billederne var klistret sammen.

FRONTIERLAND

My car is a pretty little boy, so quiet and so fast, a sweet and tender little thing, so fragile on the road, driving like a boat, waves pounding towards us like roads. Like driving somewhere I have never been, like a house with a garden and that kind of a life I have never seen, like a party like the one where I met you. Kissed some lips, I liked new kisses on such a sweet little mouth. And you were bigmouthed with sweet kisses. The house, the car, the boat, the road, the waves and the sweet little kisses, like that pretty little boy driving so fast as if life was in discussion as in one of many. America you say, I do not know this, I am different like a boy on a boat sailing towards some distant, something else, like a girl in a car. Kissing that sweet little boy driving too fast like me

DRIVING IN MY CAR

Walking was always boring, my feet were too slow to show the world, what a place it is the world, and what of me? I like driving in my car, my beautiful and honest little one, from this place to that, I did not know where to go before I knew you. Everything seems different now, space is cool and life is never wet, my feet are dry and pushing – always pushing. The speeder is driving me away, I know that place – it seemed so far ago back then, before I knew of you my friend. Keep pushing me away, I knew my father then, the one I loved too much in death, in presence still alive in dreams, keeps pushing me away from him. And all I knew of Daddy-Daddy was a once endearing rhyme: keep pushing me, keep pushing me away, and please don’t stay – a once endearing rhyme – until the end of time. When when was not before, and I, I knew of them, kept pushing me and pushing me away.

I JYLLAND ER DER OGSÅ DEJLIGT

BOAT TO POLAND

In a dream I was sailing to Poland. On a boat filled with German soldiers. And they would have their way with me. And I couldn’t wake up from that dream. And you were on that boat. You made me stay in bed and dream dirty. And you were sleeping with an erection. That I couldn’t forget.

FUGLE SOM FJERNSYN

Fuglene bryder langsomt op i år. De vil ikke have vinter. Men alligevel kommer den. Den er hvid. Som sne. Som den plejer. Det er egentlig sjovt at se. Det sner. På fuglene. De stakler. De små kræ, de fjolser. De er selv ude om det. De troede ikke på det. De troede ikke på, at det kunne blive vinter, men det kunne det. Se selv. Se bare ud af vinduet. Om det ikke sner. Der er fuldt af hvidt. Tænd bare fjernsynet og se langt væk. Er det ikke sjovt?

AAKJÆRSPIGEN

Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod, Jeg lytter og jeg lytter, til det synger i mit blod; (Jeppe Aakjær) Der er - et sted i Skive, hvor hjertet altid banker – og det er hos hende, som lægger sig ned til dig – og du sætter dig forsigtigt ned og læner dit hoved mod hende – og du er nu rugen – en mark – du er en rod – tilbage – og hun lytter til dit hjerte – og dit hjerte, det synger. Hun er - det, som synger i dit blod - rugen, der vokser og nærmer sig høst - det, som dit hjerte begærer - dine tabte drømme, samlet op – i en hule på Fur – i et hjerte af guld – på rugens vidstrakte marker – og Limfjordens gulv – her findes den pige – og det sted – og den fremtid – og de drømme, som du bar i dig Jeg er - forelsket i den drøm og de gamle dage – som aldrig finder hjem – men altid er tilbage – og jeg finder ikke mere – end en gammel melodi – fra de sange

JEG SAVNER DIG

OPHELIA

TIL DECEMBER MED JESUS

Vi går til december med Jesus. Det lille Jesusbarn. Jesu. Kristi. Fødsel. Jeg går med dig mor. Vi går ind i december. Vi holder jul hos mor. Og vi glemmer ikke. Men husker. Farmand er ikke med. Men Jesus. Det lille barn ligger i en krybbe. Og hænger på træet. Også et julehjerte. I lilla. Jeg har klippet det. I papir. Du er mit hjerte. Jesus. Og far. Men jeg vil ikke glemme mor. Jeg har før glemt ting. Man ikke skulle glemme. Jeg glemmer ikke dig far. Du hænger i et hjerte oppe i træet. Du er med til december med Jesus. Og du ligger i din grav. Og Jesus ligger i en krybbe. Og jeg ligger i min seng. Jeg sover om natten. Om dagen går jeg rundt om træet. Om natten går jeg rundt om krybben. Jeg ligger i min seng. Jeg går rundt om din grav. Jeg binder den krans. Jeg sover. Jeg vågner. Jeg holder jul med mor. Mor er i stuen. Hun vimser omkring. Og far er i graven. Men mor er i stuen.

GODNAT CHAUFFØR

Endnu en nat, endnu en stjerne, endnu et tegn, og bilen på vejen, og længden og stregen, en elsker der drømmer, en anden der ligger, i sengen og kigger på dig. Og et billede af en bil. For du er min chauffør. Og jeg er passager. Så du må ikke køre for hurtigt. Det er jo mig, som ligger her. Det er jo ikke en anden. Det er mig. Der bobler og drømmer og kører i bil. Lykkelig bilist som i sengen. Du min chauffør. Krydser mit felt. Krakilsk stiller du spørgsmål ved mit svar og min søvn. Træskoen på pedalen. Forstyrrer du mig og kigger ud. Jeg pudser ruden. Jeg er din. Jeg løber ikke længere, men sover på hjul. Motor og du er det eneste, jeg kan. Jeg må ikke længere. Dreje til højre. Jeg elsker dig mere. Og 50 kilometer i timen er din by. Jeg er din pedal. Som du sover hurtigt forbi. Du er. Vi er i fart. Vi flyver forbi. Jeg kysser dig. Godnat.

FAR

Din smerte er større end alle andres, og din frygt er velbegrundet. Jeg fejer bladene væk, som du har bedt mig om. Min hånd stryger let hen over dit hår. Jeg ser på dig med støvlerne i skovens muld. Jeg ved, det er sidste gang, vi er her sammen. Så jeg prøver på at huske i dag, til en anden gang. Så jeg igen kan se min far.

USYNLIG

Kan du finde mig?

Min lillesøsters hund Luna

Billetter

Vi skal ind og se Hamlet!

WHAT DIFFERENCE DOES IT MAKE

Forever is a long word. You didn’t know me back then. When I was forever. When you were not. Like as if you were, but then not. I was never more than not or yes I am, but not anymore. Did you even believe in me then. And what difference does it make? What does it make?

POULTRYPOETRY

A chicken is a poetic being, said the cock to itself. Me. Personally. A hen. I would like to be different than any usual poultry and write some other poetry than that. For example. When I’m sad. I would like to feel different. I would like to feel happy. Then more happy. But happy is not poetry. And sad is when I’m not happy and when I’m writing and when I’m sad and writing I am not happy but happy that I’m writing. Like a being being happy or sad. Not being more than that, but being and not animal. Do you think I am an animal? Or an animal? Then I don’t want to be sad, but know that I know not what it means to be an animal, but one who is not an animal. Would you like to be an animal? No, oh no, you answer. You don’t want to be an animal. Nor a sad animal. But a happy one? Like a rabbit or something? No, I don’t want that either, you answer. And I think you’re right. I am only something. More than a what.

H.C. Andersen

Jeg anstrenger mig for at forstå, at tæer ikke er små mennesker. Især lilletåen virker så menneskelig med sit lille, lille væsen. Og storetåen, der er så grov og brovtende, fylder så meget i en forsamling af tæer. Og hvad med hele holdet ind imellem, som den lange, der er længere end storetåen, men åh, så slank, og disse anonyme mellemstørrelser imellem lille og stor, ligesom mig? Og disse negle på disse tæer, nik nak, er de mon små, tænkende hoveder, og er så neglesaksen en guillotine? Nik nak. Nej, negle på tæer er små negle. De kan gro ind i huden, hvis du ikke passer på. Små hoveder kan ikke gro ind i huden. Huden gror ud over dit hoved, og til sidst er dit hoved én stor mave. Så husk at spise sundt og tænk ikke på, hvorvidt tæer er små mennesker eller ej. De er ikke små Tommelider, det er ikke dem, der går, det er fødderne, der går. Tæerne er navigationsinstrumenter. Mine tæer er ikke små Tommelider, lige meget, hvor sjove og legesyge de er, hvor meget de end ter sig, er de dog tæer.

Tegning

Sådan. Min hånd. Det var det første, jeg så. Det første jeg kom i tanke om, da jeg så på papiret. Dernæst kom jeg i tanke om en rød kuglepen, jeg holdt i min hånd, og en negl på en tommeltot, der svagt pressede sig op mod den, så pegefingeren (den djævel), som ovenfra mødte den negl, som pressede sig svagt mod kuglepennen. Og resten af hånden med dens fingre og ryg og hule hånd, som rummer et ur, der fortæller, hvorhen denne historie skal gå. Det er den tegning.

Den koldeste årstid/Kælkebakke

Brrrr Brrrrrrr Brrrrrrrrrr Brrrrrrrrrrrrrr Brrrrrrrrrrrrrrrrr Brrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrr Brrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrr

Tygge drøv

En hest lægger sig ned og prøver at tygge drøv. Den er ikke en ko, men den er ikke sikker. Jeg prøver på at finde Gud i disse ord, men er heller ikke sikker. Og nogle gange tænker jeg på, om jeg mon er en ko. Men jeg kan ikke tygge drøv. Men jeg kan ikke løbe på fire klove ude på marken (Er jeg heller ikke en hest?) Jeg har ikke mange patter, der drypper med mælk. Jeg kan ikke kælve. Jeg er heller ikke en hest. Men. Jeg lægger mig ned på en grøn eng og prøver på at tygge drøv, og rejser mig op og prøver at løbe på fire klove med dinglende patter, der skal kælve og drypper af mælk, som var jeg en ko, der ikke var helt sikker på, om den mon var en ko eller en hest eller noget. Hvis man spiser sit eget bræk, så tygger man drøv.

Franz Kafka: Aforisme

Erkendelse har vi. Den, der kæmper særligt hårdt for den, er under mistanke for at kæmpe imod den.

2007

Mærkedage